Bilferien
Bilen er på mange punkter den optimale måde at rejse med hunden på. Men sørg for, at hunden om sommeren ikke sidder og koger i solen. Den skal have plads. Men den skal også være sikret. Et gitter i gulpladebilen, så den ikke stryger gennem forruden, hvis uheldet er ude – og så du ikke får den i nakken. Et transportbur – af god og passende størrelse. En sele til bagsædet. Lad hunden have sit tæppe el.lign. med sig. Og sørg for at den hyppigt får mulighed for at strække ben, blive luftet og få vand og måske lidt mad.
Hvad siger loven om transport af hunde? Uanset hvor sød hunden er, betragtes den ifølge Færdselsloven som gods. Derfor skal hunden under transporten anbringes i overensstemmelse med Færdselslovens § 82 stk. stk. 1 og stk. 3, således at den ikke frembyder fare for personer. Der er altså lagt op til et skøn - bl.a. vil hårde opbremsninger evt. kunne frembyde fare, hvis ikke "godset" er spændt fast eller er i bur. Men der findes ingen lovkrav om f.eks. transportbur under kørslen. Så tænk på hundens og dit bedste, når I begiver jer af sted på en biltur. For så vidt angår kørsel i udlandet, så gælder her, hvad hvert enkelt land måtte have vedtaget. For at være på den sikre side, kan du kontakte de pågældende landes repræsentationer her i landet inden afrejsen.
Nyttige links:
www.retsinformation.dk
Færger - og Eurotunnel
Som danskere bor vi omgivet af vand, og sjællændere, der rejser sydpå, vælger oftest at tage færgen Rødby-Puttgarten. Det er der ingen problemer med. Hunden sejler gratis og er velkommen de fleste steder ombord. Igen gælder det naturligvis at vise hensyn til andre rejsende. Som noget nyt tillader DFDS nu at tage hunde med ombord på ruten Esbjerg-Harwich. Kontakt DFDS i god tid førend afrejsen til Storbritannien, og hør nærmere om den nye mulighed. Det sparer Englandsfarerne for nogle tusinde kilometers bilkørsel til Calais og Eurotunnel - og det er god miljøpolitik. Bemærk at DFDS-ruten Gøteborg-Newcastle ikke længere eksisterer, til gengæld sejler DFDS nu Amsterdam-Newcastle.
Men hører man til de mindre søstærke og foretrækker bilturen til Calais, er det også en sand fornøjelse at tage med Eurotunnel. Det tager ca. 35 minutter ombord på ”toget”, der fragter én under kanalen til Folkstone. Man sidder i vognen med sin hund, det kunne næsten ikke være lettere. For så vidt angår andre transportmuligheder over vand, så undersøg i god tid. Nogle færgeruter mellem kontinentet og Storbritannien har kenneler ombord, hvor man afleverer sin hund, andre tillader kun hunde ombord , hvis de opholder sig i bilen under overfarten, og så er Eurotunnel klart at foretrække.
Se under Rejse i Europa - paskontrol vedr. ankomst og registrering ved Eurotunnel.
Nyttige Links:
Scandlines: www.scandlines.dk
DFDS: www.dfdsseaways.dk/Kundeservice/dyr
Eurotunnel: www.eurotunnel.com
Direct Ferries (samling af adskillige færgeselskaber): www.directferries.com
Fly
Mange flyselskaber vil sno sig, for at undgå at tage hunde med ombord, med mindre det er førerhunde. En del selskaber har en politik om kun at tage hunde med som cargo, men det kan være en grum oplevelse for en hund. For slet ikke at tale om en hvalp, man skal have med sig hjem fra en kennel i udlandet. Nogle flyselskaber tillader små hunde med en maksimumvægt på seks-otte kilo i kabinen, hvis hunden sidder i en specialtaske. Seks - otte kilo er for lidt, hvis det er en hvalp af blot en middelstor race. Så undersøg nøje reglerne og begynd i god tid. Der skal altid bestilles plads, hvis man skal have en hund med – og der er begrænset antal pladser til kæledyr i hvert fly. Står der højt og tydeligt, at man ikke tillader hunde i kabinen, så glem selskabet og find et andet. Hvis firmaet tillader hunde i kabinen indtil et vist antal kilo, så forsøg at få dispensation til de ekstra kilo, det måtte dreje sig om. Hvis man har fået lov til at tage hunden med i kabinen, så sørg for at få den korrekte taske til den. Der findes gode tasker, med lynlås for oven, så hunden kan stikke hovedet op, og i siden, så den bedre kan ligge udstrakt, når man først er i luften. Nogle flyselskaber henviser til specifikke mål for taskerne. Kabinepersonalet vil bede om, at tasken med hunden ved start og landing står nede på gulvet skubbet op til sædet foran. Men når man er i luften, kan man godt have tasken med hunden på skødet. Sørg for vandsugende underlag – hvis uheldet skulle være ude, og sørg i det hele taget for, at turen går så roligt og behageligt som muligt – til gavn for alle. Visse flyselskaber, bl.a. British Airways henviser til firmaer, der mod betaling administrerer transporten af hunde - det være sig i kabinen eller lastrum.
Får du at vide (af bl.a. SAS), at det er myndighederne i f.eks. Storbritannien, der ikke tillader, at hundene rejser i kabinen, passer det IKKE. I det hele taget kræver det en del stædighed og kampe at få hunden med ombord i kabinen. Men giv ikke op – det kan lade sig gøre.
Nyttige Links:
SAS: www.sas.dk - Kundecenter: +45 7010 2000
British Airways: www.britishairways.dk
Austrian Air: www.austrian.com
Air France/KLM: www.airfrance.dk
Iceland Air: www.icelandair.dk
Pet Air: www.flypets.com
Pet Airways/USA: www.petairways.com
Tog
Man må gerne tage hunden med i toget – men se efter piktogrammer, som fortæller om der må være hunde i kupeen, og skal du langt, så bestil plads. DSB skriver om hunde med tog i Danmark: Du kan normalt kun tage 1 hund med på rejsen. Og du skal huske at købe en barnebillet til Standard til din hund. Ved rejse med flere hunde gælder særlige regler, som du kan få oplyst på stationen.Helt små hunde og andre mindre kæledyr kan du tage gratis med, hvis de under hele rejsen transporteres i en håndtaske eller lignende. Tasken må ikke overstige 100 x 60 x 30 cm. Større hunde skal befinde sig på gulvet under hele rejsen. For at få hunden med til Sverige i tog gælder nøjagtigt de samme regler, som når hunden fragtes på anden vis – se herom under Rejse i Europa, Sverige. DSB skriver endvidere: Hunde er velkomne i Øresundstoget – men ikke overalt. Hold øje med piktogrammet, når du kommer ind i toget. Mindre hunde og selskabsdyr i bur, taske eller lignende rejser gratis. Større hunde skal have en Øresundsbillet til et barn. Til andre lande i Europa anbefaler DSB, at man kontakter dem for specifikke oplysninger.
Nyttige links:
DSB: www.dsb.dk
Arriva: www.arriva.dk
Bus
Man må generelt gerne have små hunde med i bussen, så længe de er i en taske. Store hunde må i danske byområder ikke medtages. Dette gælder dog ikke i landdistrikterne, hvor man mod køb af en børnebillet gerne må have hunden med sig. Har du planlagt en bustur rundt i Europa, så check forinden, om du kan tage hunden med dig. Det er ærgerligt at strande et sted i Europa, fordi hunden ikke må komme med længere.
Cykel (med anhænger)
En cykelferie kan godt lade sig gøre. Send evt. cykel og anhænger i forvejen med toget, og sørg for at der er plads i anhængeren til hunden, så den kan få sig et velfortjent hvil ind imellem.
Vandreferie
I flere lande laves der ruter igennem naturskønne områder. I England er der f.eks. ture Coast to Coast. Her er arrangeret overnatningssteder, og turene kan være af varierende længde. Der kan ind imellem kombineres med fragt i bus og ens bagage sendes til næste overnatningssted, således at man ikke skal have alt med sig på ryggen. Vælg en rute der er egnet til to- og firbenede, og husk vand med til turen – i tilfælde af, at der ikke er rislende kilder.
Nyttige links:
Dansk Vandrelaug: www.dvl.dk
Ramblercountry: www.ramblerscountrywide.co.uk